Klar til afgang efter en velfortjent frokostpause.
Klar til afgang efter en velfortjent frokostpause.

En rytters dagbog

21 ryttere begav sig d. 12. juli ud på en rundtur i Jylland. Primært ved at følge kysten - det blev i alt til en tur på 1246 km.

Her kommer Arne Krogs dagbog fra turen:

Fredag d. 12. juli: 141 km fra Aarhus til Hadsund

Start fra Sommervej (Taxa Aarhus).
Var der tidlig - ca. kl. 06.45 i klubbens bus, som skulle være følgebil på hele turen.

Festlig afgang med morgenmad, pigegarde, taler og masser af mennesker. Paris-holdet startede samtidig med os. Ud af Aarhus mod Mols og Djursland. Vejret var fantastisk godt, efter at tågen var lettet. Det blev varmt og næsten ingen vind.

Ud for Femmøller Strand var der desværre 2, som kørte op i hinanden og styrtede. Tonny blev slynget ud på kørebanen og ramt af en bil. En frygtelig ulykke og vi frygtede det værste. Han blev kørt væk i ambulance. Senere hørte vi fra ham – og umiddelbart var der ikke sket noget alvorligt. En stor lettelse.

Vi var alle rystede – så turen blev afkortet ca. 30 km. 

Efter sejlturen med Udbyhøjfærgen, ankom vi til vandrehjemmet i Hadsund. Her fik vi rigtig god mad og hyggede os om aftenen.

Jylland Rundt holdet


Lørdag d. 13. juli: 141 km fra Hadsund til Skagen

Start fra Hadsund i overskyet og køligt vejr. Men hurtigt op af dagen kom solen frem og det blev varmt. Vinden havde vi i ryggen, så det gik nemt mod Skagen.

Middagspause ved den smukke Voerså Å, efter at have sejlet med færgen Egense – Hals.

I Skagen var det også dejligt vejr og vi gik tur til Vippefyret. Der var "gang i" Skagen, idet det jo var starten på "Hellerup-ugen".

Overnattede på Skagen Kultur- og Fritidscenter, som vi jo i Randers Cykelklub kender særdeles godt.

Færgeoverfart


Søndag d. 14 juli: 190 km fra Skagen til Thisted

Start fra Skagen i overskyet vejr. Vinden var fornuftig i starten, men den stiftede vi yderligere bekendtskab med senere på ruten. Visse steder var vinden direkte modbydelig. Hele dagen sidevind eller modvind.

Turen gik over Hirtshals – Løkken – Blokhus – Fjerritslev - Thisted.

Det var en flok meget trætte ryttere, der ankom til vandrehjemmet i Skinnerup, lidt udenfor Thisted.

Hørte senere at det havde blæst 13-15 sekundmeter. Det skal dog siges, at vi på lange stræk, kørte i god læ fra skov.

Mandag d. 15. juli: 186 km fra Thisted til Ringkøbing
Start fra Thisted mod "Cold Hawaii" - selvfølgelig i modvind. Herefter ned langs Vestkysten – Nr. Vorupør –Thyborøn - Lemvig – Paris – Rom – Thorsminde.

Vinden var ikke så slem som i går, men den var der. Speciel på Agger Tange. Sejlede Agger Tange – Thyborøn.

Hilste på Mona ved vores sommerhus i Vedersø.

Jeg foreslog en "genvej" ift. den oprindelige plan. Den blev 4-5 km. længere. Det faldt ikke i så god jord, med alle de trætte ben. Scorede fidusbamsen på den "lille fejl".

TV2 Midt/Vest fulgte os meget af dagen. Fra Paris (en samling huse imellem Lemvig og Struer), og mere eller mindre til Ringkøbing.

De lavede en sjov historie ud af vores gennemkørsel af Paris og om aftenen viste TV2 Midt/Vest et indslag på ca. 3-4 minutter, bl.a. med direkte rapport fra vores spisning om aftenen på vandrehjemmet i Ringkøbing.

Se indslaget her: Champagne i Paris og frokost i Rom på samme dag

Tirsdag d. 16. juli: 186 km fra Ringkøbing til Rømø
Fra Ringkøbing mod Søndervig og ned langs Vestkysten. Vinden var mere nådig end de andre dage.

Ophold i Hvide Sande, hvor vi besøgte TV2’s "Tour de France-stand". Herefter den lige vej videre mod Nymindegab, Esbjerg, Ribe og mod Rømø.

Dagen skulle vise sig at blive noget af en "Tyge Brahe-dag". Cykelkabler, der sprang, madbilen, som vi ikke kunne finde, byer vi ikke kunne finde vej igennem. Men vi fandt da dæmningen til Rømø. Den er  10 km. lang, og her kunne vi igen mærke vinden.

Overnattede på vandrehjemmet i Havneby.

For en gangs skyld spiste vi ikke på vandrehjemmet. Derimod på Havneby Kro, som serverede den store fiskebuffet – uhm!!

Onsdag d. 17. juli: 145 km fra Rømø til Sønderborg
Start over Rømø-dæmningen i medvind. En helt ny fornemmelse. I det hele taget var vinden med os hele dagen.

Jeg havde 3 punkteringer indenfor 5 km. De eneste på dagen.

Det gik sydpå til Højer, Tønder. Herefter østpå langs den tyske grænse. Bl.a. kørte vi igennem Frøslev-lejren, hvor Knud Erik kunne berette om sin tid der, som soldat.

I Kollund gjorde vi ophold ved Julemærkehjemmet, som vi støtter og donerer penge til. Vi blev vist rundt og  børnene var utrolig interesserede i os.

Videre mod Sønderborg, bl.a. forbi Dybbøl Mølle. Var ved vandrehjemmet ca. 16.15.

Bent Mogensen


Torsdag, d. 18. juli: 132 km fra Sønderborg til Fredericia

Start fra Als (Sønderborg) i lunt vejr. Kørte mod nord og tog færgen fra Als over til fastlandet.

Første stop hos Taxa i Aabenraa, som diskede op med kage og sodavand. Herefter gik turen videre mod Haderslev, hvor Taxa serverede det store sønderjyske bord for os til frokost. Det smagte overdådigt.

Videre mod nord – efterhånden med en del side/modvind. Samtidig var landskabet også begyndt at blive pænt bakket. Det var nyt for os, de sidste mange dage havde vi stort set ikke mødt bakker.

Varmen var også begyndt at tære på kræfterne – ca. 26 grader.

Næste stop var Skamlingsbanken, hvorfra der var en fantastisk udsigt.

Ca. 17.15 nåede vi vandrehjemmet i Fredericia, som ligger smukt med udsyn til Fredericia Miniby (som købstaden så ud i 1849 i forholdet 1:10).

Fredag d. 19. juli: 125 km fra Fredericia til Aarhus 
Så ventede sidste etape. Oprindelig skulle vi have kørt ca. 165 km, men vi skulle samtidig nå at være på Sommervej (Aarhus Taxa) kl. 16.30. Med de trætte ben og en del modvind, ville det være stort set umuligt at nå det. Derfor blev turen afkortet ca. 40 km. Vi var jo kommet til Østjylland, så bakkerne dukkede også op.

Vi fik dog lov  til at køre nedad den legendariske Munkebjerg-bakke. Videre igennem Vejle, op af bakkerne ved Bredballe. I Horsens var der depot ved Taxa Horsens.

Herefter videre mod Aarhus og ankomst ca. 16.15.

Her var der flot velkomst. Mange af rytternes familiemedlemmer var mødt op. Efter at have pustet ud, var der champagne og sandwich.

Vi havde samlet ind til de 2 udgåede ryttere – Vagn og Tonny.

Der blev holdt afskedstale af Kjeld og vi sagde pænt farvel til hinanden.

En fantastisk tur!!