Klassikerne Italia

Først Lombardiet rundt.
Denne endagsklassiker er en af de 5 store berømte monumenter og som den eneste af disse cykles denne i efteråret. Den nyeste udgave har start i Bergamo, dette var meget belejligt for de vestdanske deltagere som fløj direkte fra Billund til Bergamo fredag, de øvrige var omkring Milano.

Første del (vi havde delt de ca. 250 km. over to dage) af ruten startede lørdag morgen kl. 8.30 fra hotellet i Bergamo. Vi var 16 ryttere og tre hjælpere fordelt på to biler.

Starten af ruten var en tur ud på landet og i en stor bue rundt om Bergamo i et fladt landskab, men denne dags etape var en af tourens kongeetaper idet der i den sidste del af ruten skulle passeres tourens højeste punkt: Passo di Valcava på over 1300 m.

Stigningen startede da vi nåede Bergamasco som var vores overnatningsby, men inden vi kunne checke ind på hotellet skulle vi lige på en god rundtur op i bjergene. Den egentlige opstigning var en vej på 12 km op til passet med en masse hårnålesving, det blev gradvist stejlere jo længere vi kom op. På den sidste del var der over en længere strækning en stingsprocent på over 18%.

Lad mig sige det med det samme. Det var simpelthen hen for hårdt for mig, jeg stod af for at få et lift i bilen de sidste km. Vi var 6 som valgte denne løsning.

Resten var mere seje og klarede det ved egen hjælp, men der var ingen som magtede at cykle hele vejen op. Alle måtte af cyklen og gå noget af vejen. De af rytterne som havde prøvet La Marmotte var enige om at denne stigning er være end hvad man bliver udsat for der.

Vi havde frokostpause på toppen, der var en fantastisk udsigt. Nedkørslen var ret spændende og over 16 km. Her var der brug for konstant at have hænderne i grebene/bremserne. Efter vi var kommet ned fra bjergene kunne vi blot cykle mod Bergamaco igen, ca 10 km. Det er en meget hyggelig by ved floden Adda ikke langt fra Comosøen.

Efter et dejligt ophold på Hotel Fatur var der søndag morgen start på anden del af Lombardiet rundt. Igen en kongeetape p.g.a. at der er 4 bjerge der skal passeres, den første ret kort efter start, et lille opvarmingsbjerg på ca 500 m. o. h. Herefter kommer det berømte Passo dei Sormano i over 1100 meters højde, med den berømte Muro di Sormano med stigning på over 26% nogle steder.

Det var en lang og hård opstigning, men den blev dog ikke så slem som dagen før på Valcava. Muren er på den sidste del mod toppen, som er den "gamle smalle vej" de sidste 2 km op. Fortsætter man af den "normale nye vej" undgår man dette helt vilde stykke.

Kim var nysgerrig og prøvede at cykle lidt ned af den fra toppen for lige at prøve at cykle op af den, han måtte dog konstatere at den bare er for stejl for os motionister.

Efter en fantastisk flot nedkørsel med udsigt ud over Comosøen cyklede vi langs søen og gennem nogle pittoreske byer ca. 15-20 km. inden det gik opad igen mod det samme bjerg som før, men denne gang skulle vi over Passo di Ghisallo på 754 m.o.h.

Denne opstigning var meget hård, dels var det tredje opstigning og dels var der stigninger på 14% ret tidligt.

På toppen i Madonna di Ghisallo er der et museum og et monument for cykelløbet og cykelryttere. Igen var vi et par stykker som havde brug for et lift det sidste stykke og der var flere som havde brug for at gå noget af vejen. 

Efter nedkørselen kom vi atter til at cykle langs Comosøen mod Lecco som var overnatnings byen efter denne etape. Vi fik oplevelsen af at cykle gennem to lange tunneller kort før Lecco, ret specielt og lidt skræmmende m.h.t til lys, lyd og udstødningsgas. 

Det sidste bjerg Villa Vergano på ca. 500 m. Skulle passeres som en afstikker op i terrænet på ca. 25 km. før Lecco. 

Vi havde overnatning i Lecco på et dejligt hotel med venlig betjening.

Tredje etape var en transportetape på 83 km. fra Lecco via Monsa og Gorgonzola til Milanos sydlige del hvorfra vi skulle starte på ruten for Milano Sanremo på fjerdedagen.

Lombardiet rundt var en kæmpe udfordring for os alle, det var dog i overkanten af min formåen at gennemføre 100%, men ikke desto mindre en stor oplevelse.

Jeg er fuld af  ærefrygt for profferne som klare alt dette på en dag og tænker med beundring på at Jacob Fuglsang blev nr. 4 i 2010.

2. Del. Fortsættelsen, Milano Sanremo
Denne endagsklassiker er endnu en af de 5 store berømte monumenter. Det er den første forårsklassiker og bliver cyklet i marts. Den er ca. 300 km lang og den længste af de 5, så denne blev også delt over to dage.

Første del blev tourens længste etape ca. 175 km.
De første 110 km fra Milano og syd på går igennem Po sletten med de mange ris og majs og meget andet marker og er helt fladt. Da vi nærmede of Rivieraen begyndte det at blive mere bakket og vi kunne se bjergene i baggrunden.

Det har ofte være dårligt vejr under løbene med regn og nogle år endda sne i passene, som i 2013 hvor rytterens blev kørt i busser over bjergkæden som løber langs Riveraen.

Vi frygtede mere om det skulle blive for varmt når vi nu tog den i juli. Men nej vi fik det ikke for varmt, det begyndte at regne på vejen op til passet, Passo del Turchino, som er 532 m.o.h. og regnen silede ned hele vejen ned mod Middelhavet, hvilket gjorde nedkørslen vanskelig.

Uanset at vi havde forventet at mødet med havet skulle have været i høj solskin var det en stor oplevelse da vi kunne se havet (og med et stort Container skib fra Mærsk i Genovas havn).

Ruten langs Rivieraen mod Sanremo følger meget af vejen Aureliaen = ss1 som er den gamle hovedvej fra Rom til den franske grænse. På denne første dag skulle vi kun cykle ca. 15 km. langs vandet til feriebyen Varezze, hvor vi skulle overnatte.

Sandelig om ikke regnen stoppede og solen brød frem. Vi ankom til hotellet i solskin.

Det blev foreslået at spise ude istedet for på Hotellet. Susanne og Kim fandt en hyggelig lille restaurant på stranden.

Menuen blev skiftet ud fra det sædvanlige En pasta forret og En kød hovedret til en Antipasta forret og en fiske hovedret. Antipasta mistra på Italiensk er ikke at kimse af, der var et væld af forskellige tilbud på fadene.

5. Dag bød på sidste del af Milano Sanremo
Ca 130 km langs Middelavet, det meste af vejen ad Aureliaen på godt og ondt med den charmerende kyststrækning og de skønne byer vi cyklede igennem, med dertilhørende trafik, men også med afstikkere op i bjergene på den sidste del før Sanremo her er de berømte Cipressa og Poggio.

For udgaven i 2014 var der desuden planlagt endnu en tur op i bjergene mellem de to førnævnte, den var med på planen da Matin kortlagde ruten. Den blev dog ikke en del af løbet, blev pillet af igen i februar, angiveligt p.g.a. frygt for dårligt vejr.

Måske det også havde betydning at Cavendish og flere andre sprinterne havde truet med at blive væk hvis ikke denne nye sløjfe opad ikke blev taget af igen!! Vi tog den og håber at den kommer med i løbet næste år. 

Stigningerne er ikke særligt lange i forhold til dem i Lombardiet rundt, ca 4-5 km. eller særligt høje, men har man allerede tilbagelagt over 250 km. Kan de godt være en udfordring. Dette løb går også for at være sprinternes klassiker hvor Lombardiet rundt er for bjergrytterne.

Det skal blive endnu mere interessant at følge afslutningen af løbet på TV nu man selv har prøvet.

Den sidste etape på 6. dag var en transport tur fra Sanremo til Lufthavnen i Nice hvor vi skulle overnatte inden hjemturen næste dag for de fleste.

Det var 73 km ren sightseeing. Fantastisk kyststrækning. Vi holdt frokostpause i Monte Carlo på havnen.

En fantastisk uge i rigtigt godt selskab,

/Dan Volmar